Boligfradragsordningen fortsætter i 2012
Folketinget har den 21. december vedtaget, at Boligfradragsordningen fortsætter i 2012. Der er kun foretaget et par justeringer af listen over, hvad man kan få fradrag til.
Der kan således ikke længere ydes fradrag for:
- Installation, reparation eller udskiftning af oliefyr
Det indebærer at arbejdet – for at give fradrag – skal være udført og indbetalt senest den 31. december 2011.
Der kan som noget nyt opnås fradrag for:
- Installation, reparation eller udskiftning af husstandsvindmøller
Fradraget
Som i 2011 gives der fradrag for udgifter til arbejdsløn inklusiv moms. Udgifter til materialer kan således ikke fradrages.
Fradraget kan maksimalt udgøre 15.000 kr. årligt pr. person, som er skattepligtig og ved indkomstårets begyndelse er fyldt 18 år. Det svarer til, at et ægtepar eller to samboende kan fratrække udgifter til arbejdsløn inklusiv moms for 30.000 kr. årligt. Fradraget gives som et ligningsmæssigt fradrag – så skatteværdien af fradraget vil være ca. 5.000 kr. årligt pr. person. Skattefradraget svarer til et tilskud på ca. 1/3 af lønudgiften.
Fradraget knytter sig til personer, der har folkeregisteradresse i boligen, hvor ydelsen/arbejdet er udført, på udførelsestidspunktet. Fradraget gælder for personer i lejeboliger, ejerboliger og andelsboliger. Det er en betingelse, at der er tale om en helårsbolig.
I leje-, ejer- og andelsboliger er fradraget betinget af, at det er beboeren, der har pligt/ansvar for istandsættelsen og betaler for arbejdet.
Virksomhedernes opgaver
Virksomhederne skal ikke indberette eller fremsende dokumentation til SKAT. Det er køber/kunde, der skal indberette til SKAT for at få fradrag.
Det eneste er:
- at arbejdslønnen skal fremgå af fakturaen – også når der er tale om et tilbudsarbejde, og
- at fakturaen skal betales ved overførsel til virksomhedens konto via bank eller netbank, eller ved kortbetaling via virksomhedens hjemmeside eller kortautomat.
Hvilket arbejde er omfattet?
» Listen over fradragsberettigede arbejder kan ses her på www.tekniq.dk/boligfradrag eller direkte på Skats hjemmeside. Listerne opdateres løbende, hvorfor der henvises hertil.
Arbejde, der ikke er omfattet
I forhold til installationsbranchen er det ikke muligt at få fradrag til:
- Alt servicearbejde, f.eks. af olie- eller naturgasfyr
- Installation, reparation eller udskiftning af oliefyr
- Installation, reparation eller opgradering af tyverialarm
- Installation, reparation eller opgradering af alarmer, sikrings- og kommunikationsinstallationer.
- Energitjek/rådgivning
Fradraget er betinget af købers indberetning til SKAT
Fradraget er betinget af, at kunden der ønsker fradrag selv foretager indberetning af det fradragsberettigede beløb til skattemyndighederne med angivelse af, hvem der har udført arbejdet.
Kunderne skal indtaste deres udgifter for 2011 på Skat.dk via TastSelv på siden Indberet håndværkerfradrag. Det kan man gøre til og med 29. februar 2012. Man skal bruge dokumentation for arbejdet og betalingen for at indtaste betalingerne, man ønsker fradrag for.
Hvornår skal arbejdet være udført?
Fradraget er betinget af, at arbejdet er udført og betalt senest den 31. december 2012.
Husk årsopgørelsen
Malerarbejde, professionel hjælp til rengøring eller renovering af det nye hus.
For alle danskere, som har haft udgifter til håndværkeres arbejdsløn eller anden service, er det nu tid til at sikre sig håndværkerfradraget.
Skat understreger, at fradraget først er i hus, når Skat har fået oplysningerne om arbejdet, og det kan man taste ind indtil den 29. februar 2012.
- Herefter lukker indtastningssiden, så vi kan nå at få fradraget med på årsopgørelsen for 2011. Men udgifter for 2012 kan man indberette løbende i hele 2012, siger kontorchef i Skat Henrik Kähler.
En del borgere har allerede indtastet servicefradraget på forskudsopgørelsen. Men for at få fradraget, skal man også indberette udgifterne til årsopgørelsen, påpeger Skat.
Der skal ikke dokumentation med, når man indberetter et servicefradrag. Men Skat kan bede om at se dokumentationen for arbejdet og betalingen i tre år efter, at fradraget er kommet på årsopgørelsen.
Fristen den 29. februar gælder også for selvstændigt erhvervsdrivende, der ellers kan selvangive helt frem til 1. juli.
Servicefradraget er på 15.000 kroner pr. person over 18 år, og det dækker arbejdsløn til service og vedligeholdelse udført efter 1. juni 2011. Det er en betingelse, at arbejdet er betalt med betalingskort eller via en bank eller netbank



